Vask dit trægulv korrekt

Undgå et ødelagt gulv

Hvordan plejer jeg mit trægulv?

Trægulve er noget helt særligt. Mange har en forkærlighed for de gamle rustikke brædder, og de findes i mange hjem. Det er et stærkt materiale, som har været brugt i årtier. Men lige så flot det er, lige så svært kan det også være at holde det og pleje det. Mange trægulve er sarte, og de er modtagelige over for selv den mindste påvirkning. Spilder man noget, suger gulvet det med det samme, og er der et stort lysindfald, risikerer gulvet at blive gult. Heldigvis findes der hjælp at hente. Med den rette behandling og pleje kan dit gulv fortsat se nyt og lækkert ud. Det kan være en videnskab at finde ud af, hvordan man skal gribe det an, men med denne lynguide bliver du klædt på til, hvordan du skal gøre, -og lige så vigtigt: Hvordan du ikke skal gøre.

 

  • Rens gulvet! Før du går i gang med at pleje dit gulv, er det vigtigt, det bliver renset først. Brug en god trærens og giv dit gulv den optimale pleje.
  • Vask det jævnligt. Selvom gulvvask ofte kan være en ting, der er let at springe over i rengøringen, er det vigtigt, at det ofte bliver vasket. På den måde opretholder man plejen fra trærensen, og man giver gulvet det optimale for at kunne modstå slitage og skidt.
  • Undgå rengøringsmidler. De fleste rengøringsmidler egner sig ikke til vask af trægulv. Brug derfor i stedet sparsomt sæbespåner eller et rengøringsmiddel specielt til trægulve.

 

Sådan vasker du dit gulv

Du tænker måske, at gulvvask af trægulv er simpelt og lige til at gå til. Det er det for så vidt også, men det er vigtigt at tage sine forholdsregler for at få det optimale resultat. Først og fremmest er det vigtigt, at du vasker gulvet i årenes retning. På den måde trænger behandlingen korrekt ned i gulvet, og træet tager imod det bedst muligt. Derudover er det en god idé at have en spand med sæbeopløsningen og en spand med rent vand. Når du så har vasket og skal vride kluden op igen, skyller du den først i det rene vand og derefter i sæbeblandingen. Dermed minimeres risikoen for, at du vasker skidt ned i dit gulv. I den forbindelse er det også vigtigt at skifte vandet hvis/ når det bliver beskidt.

 

Fjern ridser og plamager

Trægulvet er som flueklister for skader. Det tager imod alt. Hvad end det er ridser eller pletter, kan du næsten være sikker på, at gulvet tager imod. Man kan vælge at sige, at det er en del af charmen ved et trægulv, men bliver det for meget, findes der råd. Egentlig er det ganske enkelt. Brug sæbe og knofedt, og træet vil rejse sig og rette skaderne. Er det lidt mere omfattende skader, kan du slibe gulvet let med finkornet sandpapir.