Spartel rigtigt og spar tid

Dæk hullerne i væggen

Sådan spartler du bedst hullerne

Det er altid nervepirrende at skulle hænge ting op, – og dermed at skulle bore huller i sin væg. Man spørger sig selv, om det nu er det rigtige sted, man har valgt, det skal hænge, og om det er det rigtige, der bliver hængt op. For vi ved alle, at når det bliver taget ned, er der store, grimme huller i væggen. Og som oftest bliver der ikke lige gjort noget ved hullerne, fordi vi ikke lige har tid og måske endnu vigtigere, fordi vi egentlig ikke rigtig er helt sikre på, hvordan vi skal gøre det.

Det kan også være, du skal have malet din væg, men før den kan males, skal hullerne dækkes til. Med denne guide til, hvordan du bedst muligt spartler hullerne, er der ingen undskyldning for ikke at få det gjort. Med den rette viden om spartling, vil du spare både tid og energi.

 

  1. Sørg først for at væggen er renset. Fjern eventuelle søm og skruer, og rens væggen og hullet for puds.
  2. Når væggen og hullet er renset, fyldes hullet op med spartelmasse. Dette skal gøres 1-2 gange og tørre mellem påføringerne.
  3. Når hullerne med spartelmasse er fyldt og tørre, slibes de, så overfladen bliver jævn og ens med resten af væggen
  4. Slutteligt males der over de spartlede huller

 

Fuldspartel din væg

Er der mange huller i væggen, kan det være en fordel at vælge at fuldspartle væggen. Det kan være svært at fylde mange huller, så de flugter helt med væggen, og derfor kan det være en god idé for et mere ensformigt resultat at spartle hele væggen. Processen for fuldspartling er stort set den samme som processen for pletspartling. De store forskelle ligger i, at du, ved fuldspartling, skal slibe hele væggen og ikke kun rundt om hullerne. Ligeledes kan det være en god ide at vaske væggen ned efter slibning. Til sidst kan det være en hjælp for et mere holdbart resultat at påføre væggen forankringsgrunder, før den males.

Læs også: De 4 myter om maling

 

Vælg det rigtige materiale

Det er vigtigt, at du vælger de rigtige materialer, når du skal spartle. Har du de rigtige materialer fra start, kan du både spare tid og besvær. Du skal tage højde for, hvilken slags væg, du skal spartle, når du vælger spartelmasse, og ligeledes skal du være opmærksom på, hvor meget der skal slibes, og hvor sart væggen er, når du skal vælge sandpapir. Er du i tvivl om, hvad der passer din væg og dit projekt bedst, kan du altid spørge hos forhandleren.

Hvad end din væg skal pletspartles eller fuldspartles, er det ikke mere krævende end at alle mennesker vil kunne gøre det. Hav blot tålmodighed og vær nøjagtig i slibningen, så væggen bliver jævn. Følger du guiden, så skal det nok gå!