Hvad er en septiktank?
En septiktank er en nedgravet tank, der graves ned i din have for at sortere spildevandet fra huset. I septiktanken sorteres spildevandet fra huset, så alt det faste materiale og større partikler sorteres fra vandet, der udledes til det øvrige kloaksystem. Når tanken er fyldt med fast materiale, skal den tømmes.
Årsagen til lækage, lugt eller skader på septiktanke
Den hyppigste årsag til lugt eller skader på septiktanken er, at den er fyldt. Har du en septiktank på din grund, er det vigtigt at holde øje med, om den fungerer, som den skal. Du bør jævnligt tjekke, at det ikke siver fra tanken, og at der ikke ligger vand i græsset, det kan nemlig være et tegn på, at den er fyldt og skal tømmes. Du kan også tjekke om tanken lugter mere end nødvendigt, samt om du oplever problemer med kloakken i huset. Løber vandet ikke så hurtigt ud af afløbet, som det bør, flyder toilettet over, er vasken stoppet eller lugter kloakken i huset, kan det også være tegn på, at septiktanken skal tømmes.
Vedligehold af septiktanke
Det er vigtigt at vedligeholde sin septiktank, fordi det kan blive noget værre rod og lugte rigtig fælt, hvis ikke man gør det. Derudover er indholdet af septiktanken skadeligt for miljøet, så pas på med at lade det sive fra tanken.
Vedligehold af boligens kloakledninger:
- Det er en god idé at gennemgå brøndene omkring huset 1-2 gange årligt, særligt om foråret og efteråret for de bedste forhold.
- Vil du gerne se kloakledningerne selv for at tjekke, om der er hul eller slitage, kan du få lavet en TV-inspektion, der gennemgår alle ledningerne for fejl eller skader
- Er kloakledningerne stoppet eller har du mistanke om, at de er stoppede, kan du få en kloakmester til at spule ledningerne. Gør det gerne hvert 3.-5. år, hvis dine kloakledninger er ældre.
- Tøm septiktanken min. 1 gang om året. Få fat i en kloakmester med en slamsuger, som kan tømme din septiktank. De fleste kommuner har regler for, hvor ofte de skal tømmes, så undersøg med kommunen, hvis du er i tvivl.
Septiktanke er afhængige af, at dine kloakledninger er i god stand, og det er derfor vigtigt at huske at tjekke hele systemet med jævne mellemrum, så du sørger for gode forhold og ikke pludselig har større problemer med hele kloakken på din grund.